Møder

Carsten Scheuer
Formand

Mål og virke – et udviklingsprojekt i Messiaskirken 2006

Hvad vil det sige at være kirke i dag?
Hvordan er sognets profil i dag, og hvordan ser den ud om 5-7 år?
Hvilke muligheder bringer fremtiden?
Og hvad er de største udfordringer eller trusler?

Det er nogle af de spørgsmål, som menighedsrådet i disse måneder søger at besvare. Det sker gennem en proces, der involverer kirkens personale, frivillige tilknyttet det kirkelige/musiske arbejde samt rådets medlemmer. For at hjælpe og støtte os gennem hele forløbet har vi taget kontakt til Kirkefondets konsulent Sabine Kleinbech. Hun deltog i rådsmødet 8. marts, hvor hun bl.a. gennemgik den sogneprofil, Kirkefondet har fået udarbejdet, baseret på en stor database fra Danmarks Statistik.

Sogneprofilen viser bl.a., at Maglegaards og Jægersborg Sogne har omtrent identiske profiler. Det gælder fx befolkningstallets udvikling, befolkningens alder og uddannelse samt fordelingen af husstandstyper.

Hvad får man så ud af at studere og analysere de mange tal? For det første er der i vores sogn væsentlig færre unge end på landsplan. Og der er langt flere ældre over 75 år. For det andet har sognet flere enlige og lidt flere børnefamilier end i ’gennemsnits-Danmark’. For det tredje har vi oplevet en stigning i antal børn og midaldrende – og et tilsvarende fald i antal unge og gamle. Endelig er husstandsøkomien ganske god ud fra en gennemsnitsbetragtning, men der er husstande med meget lave indkomster.

Ser vi på befolkningens uddannelsesbaggrund, ligger Maglegårds Sogn som nr. 3 på landsplan, når det gælder andelen af mennesker med en lang, videregående uddannelse. Men... der er – i hele landet – en sammenhæng mellem uddannelse og medlemsskab af folkekirken. Jo højere uddannelse, desto lavere medlemsprocent. Desuden viser tallene, at medlemsprocenten i Maglegaard Sogn er temmelig lav, men i stigning blandt sognets småbørn.

Processen fortsætter senere på foråret. Med baggrund i bl.a. ovenstående sogneanlyse er det vores selvpålagte opgave at formulere mål og visioner for Messiaskirken de kommende år, samt at anvise finansieringen for de aktiviteter, der måtte blive en følge af den nye målsætning.

På Maglegaard Sogns Menighedsråds vegne

Carsten Scheuer
Formand

9. marts 2006

Lyd- og billedanlæg til Kirkesalen

Takket være en arv, der begunstigede Messiaskirken med 75.000 kr., samt et tilskud fra Gentofte Gospel, kan Messiaskirken om kort tid indvie et helt nyt lyd- og billedanlæg, der primært opstilles i Kirkesalen. Anlægget skal benyttes af kirkens rytmiske og klassiske kor samt til konfirmandundervisning og foredrag.

Der er tale om et kvalitetsløft af enorm betydning for alle brugere af kirken, og menighedsrådet, der 8. marts enstemmigt vedtog at anvende arven til netop dette formål, glæder sig til at kunne tage anlægget i brug snarest muligt.

De møder Gud i glad sang

Af sognepræst Kristian Høvring Høeg, Maglegård (Messiaskirken)

Gospelmusikken oplever et boom i Danmark. Kirkerne er fulde, når der bliver sunget gospel, og der kommer stadig flere gospelkor til. Først var det frikirkernes speciale, men nu er det blevet en bevægelse, der i stigende grad markerer sig i folkekirken. Her følger nogle glimt af historien om et af de ældste kor i den nye bølge, Gentofte Gospel, der blev stiftet i februar 1998. På baggrund af erfaringer med dette kor overvejes udfordringen og chancen ved at give plads til afro-amerikansk kirkemusik i den danske folkekirke.

Workshop
Det var workshoppens første dag. 100 deltagere i alderen 25-55 år havde arbejdet intenst med at indstudere gospelsange, humøret havde været himmelhøjt, aftenen nærmede sig afslutningen, og den engelske gæstedirigent opfordrede folk til at gå med ind i "the sanctuary". Lysene på alteret var den eneste belysning i kirken, flokken samledes tyst og forventningsfuldt i koret, også præsten og de engelske gospelfolk var spændte, for den eneste konkrete aftale var, at præsten skulle støttes i at evangelisere. En læsning af Salme 139 blev taget som udgangspunkt for en kort, improviseret prædiken om en kærlig Gud, der er os nærmere, end vi er os selv, og kalder på os på mange forskellige måder, også gennem gospelsang, englænderne faldt ind med en dæmpet gospelballade, virtuost fortolket, lederen bad på præstens opfordring en fri bøn, en anden af de udenlandske gæster fik workshopdeltagerne til at synge Kumbaya, som vi alle på et eller andet tidspunkt har sunget i vores skoletid, og brugte fællessangen som folie for et vidnesbyrd, præsten orienterede om, at der var mulighed for samtale og forbøn. Endnu en sang af gæsterne, deltagerne forlod stille kirken, en blev til forbøn.
Rammen var Messiaskirken i efteråret 2005, der ud over sit renommé som en kirke, der arrangerer fine klassiske koncerter, gerne med sit ældste huskor, Messiaskirkens Koncertkor under ledelse af den dynamiske organist og kantor Krisztina Vas Nørbæk, også er kendt for at være Gentoftes gospelkirke. Her har nemlig det knap 120 personer store Gentofte Gospel under ledelse af Julie Lindell også til huse sammen med kometen, juniorgospelkoret MY Gospel (Messiah Youngsters), der under Kathrine Brøndsteds ledelse allerede efter et år er kommet op på over 60 trofaste medlemmer. Korene trives fint sammen, rammerne er vide.
Et stort team af frivillige kormedlemmer tog sig af logistik og praktiske gøremål i forbindelse med workshoppen, fundraising, PR, madlavning m.m. Fællesskabet i kirken var en konkret virkelighed. "Hils på dem, der sidder ved siden af dig!" lød opfordringen fra dirigenten, da man mødtes. "Se dem i øjnene og ønsk dem en god workshop!" Så enkelt kan man skabe forudsætninger for samhørighed. Der blev øvet stemmer - i moderne gospelarrangementer arbejder man med tre stemmegrupper: sopran, alt, tenor - og de mange mennesker forenedes i sang og rytme.
Man står op, når man synger gospel, også under indstudering - man kan ikke lade være! - og på dirigentens vink går man let fra side til side. Ofte klapper man, og da altid på offbeatet - to og fire. Snart begynder sveden at bryde frem. "Get the groove!" ansporer dirigenten, giv slip og lad rytmen styre kroppen. Undertiden laves der en tegnsprogsagtig koreografi, måske opfundet på stedet.
Gentofte Gospels leder Julie Lindell havde dog til denne lejlighed udtænkt en hjemmefra til den sang, hun skulle indstudere under workshoppen, som under megen morskab blev afprøvet, absolut med vekslende held. Selvfølgelig var der forskel på, hvor trænede og rutinerede de deltagende sangere var, men arrangementernes niveau var passende, og den pædagogiske indsats fra instruktørernes side i særklasse. Ind i mellem blev meningen med teksterne kommenteret, gerne ud fra dirigentens personlige erfaringer.
Formålet med at synge i gospelworkshopkoret blev tydeliggjort med invitationen: "Let´s get together in the name of the Lord!" Vi skulle altså ikke bare være et kor, men en menighed. Det var der ingen, der protesterede over.
Om søndagen kunne borgmesteren byde velkommen til en totalt udsolgt koncert i Gentofte rådhushal, hvor workshoppens deltagere strålede som børn juleaften og fik glæden ud over rampen til et publikum, der stod op, mere end de sad. Det var det tredje år i træk Gentofte Gospel sørgede for en lokal musikbegivenhed med afholdelse af workshop med topprofessionelle kunstnere fra Londons gospelmiljø. Interessen er så stor, at det kan blive aktuelt at fortsætte traditionen i større lokaler.
Ligesom de foregående år er det strømmet ind med positive tilkendegivelser efter workshoppen. Her er en typisk hilsen til arrangørerne:
- Hej, jeg har deltaget i weekendens workshop og har haft en fantastisk oplevelse! Så en stor tak til alle! Dejligt at føle sig så velkommen, når man som jeg er begynder (har ikke sunget siden skoletiden)! Det var suverænt i går. Men det var også en helt speciel ting at opleve andagten i kirken fredag aften samt gudstjenesten i går.

Pilgrimsrejsen
Gentofte Gospel var nok aldrig gået i gang med at arrangere workshops, hvis ikke koret havde set lyset i London. Det var der den første workshop, koret var med til, fandt sted. Det var en realisering af drømmen om at synge med de sorte - midt i hjertet af europæisk gospel. 33 medlemmer deltog i tre dages workshop med musik fra morgen til aften.
En gospel workshop handler om at samle et kor og solister til lejligheden, indøve nogle fælles numre og afholde en koncert. Troede vi. Men det var før vi lærte, at det handler om andet og mere end musik.
Gentofte Gospels leder, Julie Lindell, som tidligere har sunget i Europas førende gospelkor, London Community Gospel Choir, benyttede sine forbindelser i miljøet. Henvendelsen drejede sig egentlig ganske beskedent om, at koret måtte besøge dem og eventuelt lave lidt musik sammen med dem, men den afstedkom en workshop, hvor nogle af de største gospelsangere i England blev trommet sammen. Det var første gang, de var samlet i det omfang. Og så viste det sig, måske på grund af svigtende PR, at der kun var meget få lokale tilmeldinger, så danskerne fik dem næsten for sig selv! Det var en meget stor oplevelse for et lokalt amatørkor fra Gentofte at synge ved siden af så store kapaciteter uden at føle noget skel i retten til at være der, til at synge og til at samles.
På den måde blev der bygget bro og dannet venskaber. Som Lawrence Johnson, medstifter af London Community Gospel Choir, udtrykte det:
- Jeg har brugt min musikalske karriere til at arbejde for at skabe fællesskab på tværs af kirkeskel, kulturer og nationaliteter. Jeg tror ikke på, at himlen er delt ind i sektioner med en til baptister, en til lutheranere, en til sorte og en til hvide og så videre. Når vi mødes i himlen er vi alle sammen med hinanden.
Priscilla Campell-Jones supplerede:
- Det vidunderlige er, at kirkeskellene ikke betyder noget i gospelmusikken. Det handler om at være sammen om det centrale og at mødes i troen på Jesus Kristus.
Workshoppens klimaks var en tre timers begivenhed lørdag aften for et overvejende lokalt, sort publikum med gospel i blodet. Det var dér vi lærte, at en gospelkoncert er mere gudstjeneste end koncert. "Let’s make some real church!" blev danskerne varskoet - og snart var der mere gang i denne gospelgudstjeneste end til et houseparty lørdag aften - uden andre stimulanser end sang og glæde i Herren.
- Det var ligesom pinsedag, hvor andre troede, at disciplene var fulde af vin. De var stoffri. De var fulde af ånd. Og de har sikkert sunget gospel, kommenterede Clive Brown efterfølgende.
Det var første gang Londons gospelmiljø samledes med udgangspunkt i en workshop. Derovre plejer gospel at være sang til gudstjenesten om søndagen eller en større, professionel koncert. Så Gentofte Gospels beskedne henvendelse blev anledning til et eksperiment i det, der er den største gospelscene uden for USA. Økonomisk var det en fiasko for arrangørerne. Men danskerne vendte hjem med en ny forståelse af, hvad gospel går ud på, og dette skulle få overrask ende konsekvenser.

Oh Happy Day
I lokalavisen Villabyerne berettede koret efter hjemkomsten begejstret om dets pilgrimsfærd. Redaktøren skønnede, at det var så god en historie, at en tredjedel af en avisside blev stillet til rådighed. Den blev tilfældigvis læst af filmproduceren Thomas Gammeltoft, som sammen med Hella Joof og Lotte Andersen i nogen tid havde omgåedes med planer om at lave en film om, hvad såkaldt almindelige danskere kan få ud af sort gospel. Det viste sig, at historien om amatørkoret Gentofte Gospels pilgrimsfærd fik de sidste brikker til at falde på plads! Ved frimodigt at fortælle om den inspiration, koret havde fået, blev det nu selv til inspiration for filmen Oh Happy Day, og jeg blev konsulteret med hensyn til manuskriptet, Lawrence Johnson fik ansvaret for filmens musik, og skuespillerne var med til Gentofte Gospels første workshop, under ledelse af korets nye venner fra London, for at få færten af, hvad gospel går ud på.
Med Hella Joofs Oh Happy Day blev der sat skub i gospelbølgen ikke bare i Danmark, men efter sigende overalt, hvor den er blevet vist i Europa, og dette skyldes uden tvivl, at den er troværdig, når den insisterer på, at både kulturkristne og lunkne kirkekristne kan vækkes gennem mødet med afro-amerikansk gospel. Det var netop dette, vi oplevede i Gentofte Gospel, da vi kom til London.
Gentofte Gospel er et folkekirkeligt kor, hvor alle er velkomne, og hvor man ikke spørger til den enkeltes personlige tro. Men der sker noget med mennesker, der synger gospel. Derfor kan præsten og korlederen i Gentofte Gospel arbejde sammen om en forkyndelsesstrategi for koret, der tager sigte på at sprogliggøre og perspektivere oplevelsen ved at synge gospel. Det indebærer bl.a., at hver øveaften afsluttes med en takkebøn og evt. forbøn og velsignelse, og at der med mellemrum bliver holdt en andagt, hvor der fokuseres på ”the gospel” i gospelsangen. Fire til seks gange årligt fyldes Messiaskirken med mennesker til gospelgudstjeneste, først og fremmest præget af glæde og tak, trøst, håb og tilbedelse. Sangglæden er meget stor.
Jeg forlader her fortællingen om Gentofte Gospel. Under Julie Lindells karismatiske lederskab i et velfungerende teamwork med assisterende korleder Nellie Ettison og Markus Lindell (keyboard) vokser det musikalske vingefang hele tiden. Det rygtes og koret får ofte tilbud om spændende opgaver. I foråret medvirkede Gentofte Gospel således tre måneder hver aften i Sanne Salomonsens show på Bellevue Teatret. Det gav sceneerfaring - og et godt tilskud til korkassen, som kan hjælpe Gentofte Gospel til at realisere sit næste mål: en pilgrimsfærd til USA!
Andre opgaver af lignende art kan blive tilbudt i fremtiden, fordi gospelmusik er blevet en bevægelse med bred appel, og afhængigt af omstændighederne, kan det jo være, korets ledelse accepterer at medvirke. Men uanset i hvilken sammenhæng gospelsangen bruges, er og bliver den kirkemusik. Når korets medlemmer om tirsdagen, hvor de øver, strømmer til Messiaskirken, er det for at møde Gud i glad sang.
Mere information om Gentofte Gospel findes på hjemmesiden: www.gentoftegospel.dk.

Afro-amerikansk kirkemusik i folkekirken
Man kan blot ved at lukke op for radioen og surfe tilfældigt rundt konstatere, at afro-amerikansk musik er selvfølgeligt til stede i vores verden, hvad enten det er i form af jazz, blues, rock’n roll, soul, funk, rap eller lignende. Rødderne til alt dette ligger i spirituals, som er blevet til i mødet mellem europæiske og afrikanske musiktraditioner i den nye verden, og i gospel musikken, som blev til i USA's nysamfund i 1920’erne. Når vi i Danmark synger gospelsange er det rytmisk, melodisk og harmonisk en variant af den musikkultur, vi er socialiseret ind i, i hvert fald alle, som er vokset op i tiden efter Elvis Presley. Derfor kan det ikke undre, at gospel som musikform opleves som lettilgængelig og er blevet populær.
Ingen af de generationer, der synger gospel i dag, har svært ved at lægge de rytmiske accenter på offbeatet - to og fire. Og som musikform i kirken lærte vi i øvrigt allerede for fyrre år siden afro-amerikansk kirkemusik at kende, da Dorte Roager Larsens skrev salmer til melodier fra spirituals.
Der kan være praktiske problemer lokalt med akustiske forhold, men principielt er der ikke noget i vejen for at inddrage afro-amerikansk musikkultur i form af gospel - det være sig traditionel eller contemporary - for ingen enkelt musikkultur er den eneste rigtige til at formidle evangeliet. Det gælder selvfølgelig heller ikke gospel, som ikke er et universalmiddel til at få folk til at gå i kirke. Men på den anden side skader det ikke at bruge det.
Sproget i gospel er jo ikke dansk. Dog giver det næppe forståelsesvanskeligheder i en tid, hvor netop (amerikansk) engelsk er blevet almindeligt omgangssprog, og man dårligt nok kan bruge en computer uden at benytte sig af det. En smule engelsk i gudstjenesten må i en tid med globalisering være til at leve med.
Ligesom jazzen i Europa efter mange års efterligning af de amerikanske forbilleder, løsrev sig, og der blev skabt genuin europæisk og nordisk jazz, vil der også med tiden blive skrevet dansk gospelmusik med danske tekster. Norske Tore W. Aas har jo allerede forlængst med sine kompositioner til Oslo Gospel Choir vist, at det kan lade sig gøre.
På samme måde som det er vigtigt at have en musikkultur i kirken, som giver mulighed for at holde kroppen i ro, hvorved muligheden for kontemplation og indre fordybelse er til stede, skal der også være plads til kropslighed, følelsesudtryk og højlydt begejstring. Det er igen og igen netop disse kvaliteter ved gospelmusikken, som tilhængerne lovpriser.
Den lutherske gudstjenestetradition er uden tvivl for rationelt nedkølet til at rumme de ekstatiske elementer i samme omfang, som de kan trives i de metodistiske, baptiske eller pentekostale afro-amerikanske kirker. Det er ud fra traditionen let at afvise, at den overhovedet skal kunne det. Men hvorfor altid køre med håndbremsen på? I det første testamente er sagen dog ikke så entydig, og det er et spørgsmål om ikke tiden er inde til at indrømme begejstringen en vis legitim plads i lovprisningen og give mulighed for - reelt og konkret - at kunne "takke Gud med hjerte, mund og hænder". Faktisk er utallige gospelsanges tekster gendigtninger af lovsange fra Salmernes bog. Andre tekster er vækkelsesbetonede på samme måde som Brorsons salmer.
Om det nye gospelfolk forstår det hele så bogstaveligt, som i de afro-amerikanske hjemkirker, har jeg ikke fundet bekræftet. Det ser snarere ud, som om det er den medrivende, glade musik, som er det vigtigste, og at en ny populærmusikalsk kirkekultur på protestantisk grund er ved at bane sig vej på tværs af gamle kirkeskel og markeringer, med ubekymret inspiration fra afro-amerikansk kirkemusik og med vilje til at erobre sig en plads til krop og følelser i kirken.
Og hvis Vorherre nu har tænkt sig at bruge den glade gospelsang til at nå mennesker med, skulle vi være nogle skarn ikke at hjælpe til med projektet.

Flot finale

Messiaskirkens 4 kor sluttede året af med totalt udsolgt Jule-Gallakoncert.

(Skrevet af Carsten Scheuer)

Det kræver sin kvinde at holde styr på 80 gospelsangere og 60 klassiske sangere fordelt på 4 forskellige kor: Gentofte Gospel, MY Gospel, Messiaskirkens Koncertkor og Messiaskirkens Vokalensemble. Men det lykkedes for kirkens organist, Krisztina Vas Nørbæk, at holde sammen på tropperne til finalen, der bød på den kendte White Christmas, udsat for 6-stemmigt kor.

Den to timer lange koncert i søndags viste publikum i den totalt udsolgte kirke den musikalske bredde i de mange kor, der er tilknyttet Messiaskirken.

- Vi håber, der er skabt grundlag for en tradition, hvor de 4 kor går sammen om at give publikum – og sig selv – en god, musikalsk oplevelse og en følelses af ægte fællesskab, siger formand for kirkens musikudvalg, Else Sandholm-Poulsen.

De medvirkende:

Messiaskirkens Koncertkor og Vokalensemble, dir: Krisztina Vas Nørbæk

MY Gospel (ungdomsgospelkor) dirigent og solist: Katrine Brøndsted

Gentofte Gospel, dirigenter og solister: Linda Andrews og Claus Christensen

To  dygtige gospel-pianister.

Undermenu